“Vi risikerer, at priserne på e-væske skyder i vejret – og at markedet for at blande selv vokser ukontrolleret.”
Det siger Kim Dabelstein Petersen, formand for DADAFO – Dansk e-Damper Forening – i en kommentar til den punktafgift på nikotinposer og nikotinfri e-væske, som EU-Kommissionen ventes at tage stilling til i næste uge.
I den kommende uge forventes EU-Kommissionen at beslutte, hvilke punktafgifter der skal gælde for nikotinprodukter fremover. Det nuværende forslag vil ikke kun hæve prisen på cigaretter, rulletobak og nikotinposer, men også påvirke nikotinfri e-væske – altså selve basen, som dampere bruger til at blande deres egne såkaldte longfills.
Som VapeTjek tidligere har afsløret, ønsker EU-Kommissionen fremover at inkludere punktafgifter på røgfri nikotin i sin langsigtede finansieringsplan. Ifølge en lækket konsekvensanalyse skal fælles EU-afgifter på nikotinposer og e-væske – inklusive nikotinfri – give omkring 290 millioner euro til EU-budgettet.
Longfills i skattefælden
Målet med at beskatte nikotinfri e-væske er ifølge analysen at komme “DIY-systemet” – Do It Yourself – til livs. Det har vundet frem, siden tobaksdirektivet trådte i kraft for e-væske med nikotin. I praksis handler det om longfills og shortfills – nikotinfri e-juice, som brugeren selv blander med nikotinbase for at opnå ønsket styrke.
“Uden longfills ville det eneste reelle produkt på markedet være e-væske med meget høj nikotinstyrke i små 10 ml flasker. Det er både dyrt, unødvendigt og miljøskadeligt,” siger Kim Dabelstein Petersen.
I dag beskattes kun de små flasker med nikotin i langt de fleste EU-lande. Men EU’s eksperter foreslår nu, at der indføres en minimumsafgift på 2 euro pr. ml for væske med op til 15 mg/ml nikotin, og 4 euro for væsker over (maks. 20 mg/ml). Derudover foreslås det, at nikotinfri e-væske fremover også skal pålægges en afgift på 2 kr. pr. ml.
Hårdeste slag i de frie markeder
Afgiften vil især ramme de markeder, hvor nikotinfri e-væske ikke allerede beskattes og hvor der ikke er begrænsninger på flaskestørrelser ved salg i butik. Danmark har dog allerede visse begrænsninger.
“I Danmark kan vi købe nikotinfri longfills i flasker med 20 ml. Forslaget betyder i praksis, at prisen på en longfill stiger med mindst 20 kroner,” siger Kim Dabelstein Petersen.
Men konsekvensanalysen nævner ikke, om rene baser som glycerin (VG) og propylenglycol (PG) også vil blive omfattet af afgiften. Noget som ifølge Kim Dabelstein Petersen kan være afgørende:
“Hvis det sker, vil priserne selvfølgelig eksplodere. Normalt blander brugeren sin longfill på 20 ml med 10 ml nikotinbase og 30 ml VG og PG, så man får 60 ml e-væske med 3 mg nikotin. PG og VG koster i dag ca. 4 kr. pr. ml i en dampbutik. Hvis de væsker beskattes, taler vi om en fordobling af prisen.”
EU ignorerer virkeligheden
Et lignende system findes allerede i Finland. Men dér gælder afgiften på PG og VG kun, hvis væsken sælges i en dampbutik – eller som reglerne siger: “hvis intentionen er at bruge det i en e-cigaret”.
“Men PG og VG bruges jo også i mange fødevarer og i sundhedssektoren. Lægemiddelindustrien og fødevareproducenterne vil næppe acceptere en så voldsom beskatning. Så hvis jeg i stedet køber mit glycerin på apoteket eller i en helsekostforretning, slipper jeg sandsynligvis for afgiften.”
Og det kan ifølge Dabelstein føre til, at flere vælger at blande e-juice selv – udenfor den kontrollerede ramme, som specialiserede dampbutikker tilbyder.
“Hvis EU vil ramme D.I.Y.-markedet, så skyder de helt ved siden af. Deres forståelse for dampmarkedet er katastrofalt dårlig,” siger han.
Skattepolitik som bremser røgfri overgang
Den lækkede konsekvensanalyse om de planlagte punktafgifter på røgfri nikotin regner altså med at indbringe omkring 290 millioner euro til EU-budgettet. Samtidig er formålet at forhindre, at nikotinbrugere skifter fra cigaretter til røgfrie produkter af skattemæssige årsager.
Kilder:
